Hey people out there.
Jeg er lige blevet færdig med mit engelsk essay og nu sidder jeg og hører blink-182 - I miss you.
Har reblogget omkring 10-20 billeder, og kigget på interessante bloggers. Jeg har været syg hele dagen, jeg kaster hele tiden op og er virkelig svimmel, men det er blevet lidt bedre nu.. Jeg fryser over hele kroppen og kan ikke finde varmen på nogle måder, det er hårdt for mig og jeg har lyst til at græde. Har snakket med Jamal, Mara og Martin på skype her i aften, det var hyggeligt, men fik det dårligt lidt senere hen så jeg forlod samtalen. Jamal ringede, også snakker vi om mine dybeste sider, at han virkelig gerne vil lære mig at kende.. Altså kende mig indfra og udfra, men jeg har stadig ikke givet ham tilladelse til at komme ind og se hvordan jeg har det, hvordan jeg tænker osv. Nogle gange vil man bare være alene, alene med sine tanker. Det er det bedste for både sig selv og for andre. Jeg er træt af at folk så gerne vil hjælpe mig for at komme op til toppen, men lad mig nu selv komme derop. Lad mig nu græde kravlende og slæbe mig selv op af trapperne, for at nå toppen. Jeg har ikke brug for nogens hjælp eller råd. For livet handler om at kunne klare sig selv, og ikke være afhængig af en person, som sikkert forlader dig på et eller andet tidspunkt. Nogle vil nok se min blog som en psykopat dagbog, men what can I do? Jeg vil ud med mine tanker, mine beslutninger. Jeg vil bare gerne accepteres, for hvis jeg bliver accepteret, så skal jeg nok åbne mig op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar